En vidensideologi og dens effekter

Erfaringer fra modtagelsen af forældrehenvendelser i et familiehus med jordemor og sundhedsplejesker

Udgivet første gang i Psykoterapeuten nr. 2 2006. Redigeret udgave november 2009.

Ideologi. Hvad for noget? ”I-d-e-o-logi” – det lyder fjernt, som et ekko fra en anden tid. ”Ide-ologi” en logi udgjort af ideer – det er historisk

Vi er blevet individualister, der har ansvar for at sørge for os selv, vore egne arbejdsforhold, vor egen lykke, vore egne børn … Og vi har fået valgfriheden til at gøre det

Vi er blevet bevidste om, hvad vi gerne vil ha’, hvad vi kan forvente og kræve af systemet, lægen, jordemoderen og sundhedsplejersken. Vi har fået fungerende rettigheder og bruger dem. Vi stiller os kritisk over for eksperterne – de ved jo ikke alt, kan tage fejl, og hvad ved de om det, jeg har brug for? Måske jeg skulle tjekke hendes (sundhedsplejerskens) svar, sæt hun tager fejl, og jeg kommer til at gøre noget forkert for mit barn? Vi lever jo heldigvis i en tid, hvor vi har let adgang til viden og kan få det samme at vide, som sundhedsplejersken ved. Et tryk på en knap og vupti – der står det! Eller gør det?

Jeg kan spørge hende for en sikkerheds skyld: ”hvor ved du det fra”, eller ”hvor ved du det fra”, eller ”hvor ved du det fra”. Hun må vide, hvor hun ved det fra. Det må hun vide!

Mon min datter snart er stor nok til at spise fast føde, til at sove for sig selv, hvorfor græder hun, hvad er de røde knopper for noget 

Som leder i af et familiehus, hvor der er ansat sundheds­plejersker, bliver den oven for skitserede situation perspektiveret. Det sker ikke mindst i lyset af den lange erfaring, som disse sund­hedsplejerskerne har produceret. Sundhedsplejerskerne beretter om, hvordan der er sket bemærkelsesværdige ændringer i de henvendelser, de har modtager de se­neste 10-20 år. De fortæller om, hvordan en usikkerhed i forhold til at forsøge sig som mor er blevet forstør­ret. De bliver ofte kontaktet omkring ting, der vidner om, at den viden, som de nybagte forældre kunne trække på i de forsøg, der nu engang må gøres om­kring barnet, i mange til­fælde ikke er en viden, der er umiddelbart tilgængelige mere. Det vidner om, at der er sket noget i kulturens og dermed i den enkeltes evne til at benytte sig af viden og der ud fra producere en erfaring fra et subjektivt sted.

Et af tidens træk, som sundhedsplejerskerne erfarer hos de nybagte forældre med at finde fod­fæste som forældre, genkendes også som et hyppigt træk i pubertetsfamilier. En lærer fortalte, at et forældrepar bad ham om at sige til deres søn, at drengen skulle lave lektier. Læreren spurgte forundret, hvorfor de bad ham om det, og deres svar lød: ”Vi synes ikke selv, vi kan tillade os at sige det, nu hvor han er på vej til at blive voksen”.

Nogle forældres vanskeligheder med at placere sig i forhold til deres pubertetsbørn er et træk i flere af henvendelserne til stedet. Et træk, som genfindes i henvendelser til socialforvaltninger landet over, hvor forældre dér kan komme og bede om at få deres unge menneske fjernet hjemmefra. Forældrenes vanskeligheder med deres børn fører ofte til marginaliseret adfærd hos den unge og til konflikter, der løber familien af hænde. Det drejer sig, med den spinkle erfaringen man lokalt kan have, i disse tilfælde ikke om socialt vanskeligt stillede familier, men derimod om familier der på det arbejdsmæssige plan er velintegrerede i samfundet. Der er ikke tale om et marginalt problem, men derimod om et træk som kan genfindes forskellige steder i kulturen. Der synes at være problemer med at tænke autoriteten på anden måde end i dens autoritære form eller slet ikke. Det giver sig til kende i måden at forholde sig til viden på. Det er blevet vanskeligere for tiden at tænke autoriteten i form af en autoriserende funktion. Autoriteten som en der autoriserer sig selv ved at tage en viden og et ønske på sig, og som i den bevægelse peger en retning ud (for barnet). Det falder ikke naturligt at skelne mellem at være autoritær og dette at få en funktion til at fungere.

Ind til for nylig var der i familiehuset også en jordemoderkonsultation. Stillingen var besat af en kvinde med mange års erfaring, der dermed har haft mulighed for at kunne lokalisere tidens ændringer i henvendelsesformen. Effektivitetsøkonomien har i øvrigt desværre flyttet denne funktion til en central sygehusplacering. Jordemoderen sagde: ”Før var der en tillid til vores erfaring. Man kunne på en telefonvagt lytte til en bekymret gravid kvinde og sige, det er helt naturligt, tag det roligt og gå til din læge i morgen”. Det dur ikke mere af to grunde. Hvis det skulle være en fejlvurdering, får man en sag på halsen, derfor bliver alle bedt om at komme, så jordemoderen med sin hånd har mærket, hvad hendes erfaring og viden vidste i forvejen. En anden grund er denne, at mødrene ikke længere har tiltro til erfaringen: ”Hvor ved du det fra”, er spørgsmålet. Det er en evident viden, der efterspørges, og den er tilgængelig, mange har selv skabt sig et ikke ubetydeligt vidensarsenal. Men det er ikke nødvendigvis en viden, de ved, hvad de skal stille op med, eller hvad betyder for dem selv. Det er ikke en viden, der appellerer til en subjektivering af dette at blive mor og modtage et barn.

Hvordan kan man forstå de ovennævnte ændringer i træk ved henvendelserne? Der er to markante parametre på spil – viden og det, der autoriserer den. Allerede dette at tale om viden, i bestemt form vel at mærke, skaber en idé om noget i sig selv eksisterende og sandt i og med sig selv. Idealet er den evidente videnskabeligt producerede viden, som universiteter og andre af landets/verdens dertil egnede vidensproducerende institutioner forventes at spytte ud af den ”pølsemaskinfabrik”, som tiden har gjort dem til. Viden er en vare, men det taler vi ikke for højt om. Vi taler hellere om konkurrencen mellem disse institutioner, om konkurrencen mellem de metoder, en viden producerer i dens kølvand, og vi taler om de mennesker, der identificeres via viden som eksperter på et felt. Ikke desto mindre indgår viden på varens plads i den økonomi, der er på spil, og som har sit særkende ved, at den autoriseres i og med dens salgbarhed. Salgbarheden, som før tog form af faglig anerkendelse, er der intet nyt i. Det nye er salgbarhedens præmisser. Dens præmis er markedsøkonomien. En salgbarhed, som har tekniske implikationer, der blandt andet handler om dens omsættelighed. Præmissen er med andre ord indlejret i den omfattende vidensideologi, vi er opspændt i.

Netop her, hvor vi har forstået vor tid på den måde, at ideologierne er døde, og de store fortællinger er blevet irrelevante, står vi paradoksalt nok helt og aldeles plantet i en omfattende ideologi, der vedrører hele vor tids forhold til viden. Bedst som vi mener at have taget afsked med ideologien, vender den tilbage på ny, men nu i fortrængt form. Det ideologiske fungerer ubevidst i de tankestrukturer, vor kultur har produceret. Vidensideologiens betydning understreges af, at vort samfund, blandt andre betegnelser som servicesamfundet og risikosamfundet, kaldes videnssamfundet. Ideologien er trængt ind i regeringskontorerne, derefter på sygehusene, andre offentlige institutioner, på rådhusene, ja, hvor som helst. Den udgør en så implicit del af vor tænkning, at vi forveksler den med den rene sandhed, for så vidt som tiden overhovedet har nogen idé om denne størrelse. Men denne fortrængte form gør den ikke mindre manifest, mindre virksom eller mindre effektiv for den sags skyld, for at blive i et af ideologiens plus ord – tværtimod. Vi er helt og holdent i denne ideologi. En ideologi vi kun kan opfatte træk af. Træk som vi finder naturlige. Det falder os let at tænke ud fra de principper, ideologien indfører. Det er selvfølgeligt – men følgen følger ikke af en særlig adgang til sandhed eller for den sags skyld af et højere udviklingsstadie end tidligere. Den følger af den ideologi, som af sig selv fungerer i os og vor tid som natur(-lig).

Ideologien er forklædt som videnskab og rationalitet. Det betyder ikke, at der ikke kan være både videnskab og dermed rationalitet i de praksiser, som fungerer, men selve det ideologiske plan er et andet. Ideologien bygger på et mytisk niveau. Mytisk i Lévi-Strauss’ forstand, hvor myten netop er i og med, at den påtager sig den opgave at forklare en sammenhæng mellem elementer eller delelementer, som tiden og kulturen tumler med. Myten laver sin egen sammenhæng, og der, hvor myten fungerer, udgør den en indre sandhed. Myten skaber et verdensbillede der, hvor den fungerer. Dens ideologiske paladser bygger en verden af fælles forståelse – eller rettere indforståethed. Forståelse, som danner konsensus inden for ideologiens virkefelt.

Den ændring i henvendelserne, jeg ovenfor tematiserer, går fra en situation, hvor noget i den mellemmenneskelige relation fungerer som autoriserende, til en situation, hvor det autoriserende moment indbygges i begrebet om den evidente viden. Denne ændring betyder noget for hvilke vidensformer, der kommer i spil, og dermed hvilke måder, viden benyttes på. Når det drejer sig om den viden, en kvinde må trække på, når hun bliver mor, er en videnskabelig viden ikke anvendelig. Hun bliver nødt til at placere sig subjektivt i forhold til sit barn og lade en viden udspille sig dér i samtalen med barnet. Spædbarnet græder, hun hører barnet sige noget – som hun blot skal oversætte: ”Nå, er du sulten”. Men hun henter svaret i den del af sig selv, som hun står fremmed overfor. Hun henter noget fra den Anden[1]i form af det sprog og de symbolske elementer, der i sin tid gav hende adgang til at danne virkelighed med andre. Gav hende adgang til en subjektiv viden. Ved at trække på den og give betydning til barnets gråd, giver hun sit barn en plads i sproget og dermed ind i det symbolske som organiserer det menneskelige. Det gør hun i samme bevægelse som sproget engang blev givet hende.

I en lang række af de praksiser, som modtager mennesker, er der på lignende måde subjektiv viden på spil. Viden som implicerer den anden. Selv for den praksis, der praktiserer på et såkaldt videnskabeligt grundlag, vil en evident viden ikke være den eneste form, der er i spil. Enhver, som modtager andre mennesker til dette eller hint, kommer dagligt i situationer, hvor den videnskabeligt producerede viden ikke slår til. Den vil aldrig kunne dække hele det spekter af viden, der er i spil, og som der er brug for at trække på for at forstå det, der foregår mellem mennesker. Den, der praktiserer i alle de former, en praksis nu kan udspille sig på, må autorisere sig selv til at producere en subjektiv erfaring, der gør en særlig subjektiv viden tilgængelig. Ikke at den ikke kan og vil være understøttet af andre vidensformer, men den er karakteriseret ved at tage afsæt i en subjektiv position. Den bedste udgave af eksperten er en fagperson, der er gået netop denne vej.

Evident viden derimod er autoriseret i og med dens frembringelsesform. Den er autonom, kunne man sige, for så vidt den fungerer inden for en videnskabelig diskurs eller en diskurs, der anerkender og tror på videnskaben. Er den videnskabeligt producerede viden metodisk korrekt udført, er den evident – som princip altså. Det implicerer som sådan ikke noget nyt. De forskellige vidensformeradskiller sig fra hinanden ved den måde og den plads, viden indgår i strukturen på. (Det er her på dette punkt, den franske psykoanalytiker Jacques Lacan skelner mellem forskellige diskurser. Diskurser, der udgør forskellige subjektive positioner, som adskiller sig ved forskellige placeringer af subjektet i forhold til blandt andet viden). Den videnskabelige diskurs er ikke ny. Det nye, de nævnte ændringer i træk ved henvendelserne peger på, er snarere det sær­lige ved den måde, som den videnskabelige diskurs og den viden, den afføder, bruges på for tiden. Med andre ord, den politik den udsættes for, og den binding, det har skabt til det effektivitetsideal, der kræver en lettilgængelig, økonomisk rentabel og omsættelig viden. Effektivitet er godt, synes at være tidens og dens ideologis mantra. Effektivitet er besparelse af tid og andre ressourcer – kan nogen have noget imod det?

Ideologien indfører et effektivitetsparadigme, en idé om den hurtigt muligste vej, som indbegrebet af den bedste, læs mest effektive, vej frem til viden. I den herskende ideologi fører anvendelse af viden i diverse praksisformer til en idé om ensartethed som en kvalitet i sig selv. Den økonomi, der er på spil, kender vi som nævnt fra pengeøkonomien. Og hvem vil ikke også have mest muligt ud af sine penge? Og tid er jo penge – ikk’? Men enhver ved fra egne personlige erfaringer, at ting tager tid, og at tidspunktet for konklusion har sin egen tid og ikke mindst sine egne veje. Den kan være lige for i én situation og kræve lange snirklede veje i andre situationer. At tvinge en effektivitetsøkonomi igennem i vidensproduktionen er næppe omkostningsfrit, og at gøre det andre steder i den offentlige forvaltning, hvor viden, praksis og økonomi er på spil, heller ikke.

Når denne tænkning kravler ind i hovederne på tidens mennesker, sker der noget. Overføringen mister betydning som det, der autoriserer en given viden. Overføring her forstået som det, der opstår mellem mennesker i det øjeblik, hvor der er tillid. Tillid er der ikke på forhånd, det er noget der produceres i udveksling med andre. Den skal vækkes, som man siger. Han vækker tillid. Vækker en tro på noget bæredygtigt i den udveksling, der sker. I overføringen er den anden på spil på to måder. Præcist som i moderskabet, der, for at det kan fungere som et sådant, er en overføringsrelation. Den anden af medmennesket (i form af barnet) og den Anden, i form af det sprog, de sætninger, de ord, de lyde, der er navigerende for det subjekt der taler i en udveksling. For moderen i hendes subjektive arbejde med at etablere sig i og være i sit moderskab. Hun må danne sig en overføring til sit barn. Kaste det ind i kærlighedsbåndet og gøre det til sit barn – på sin helt egen måde. Det samme gælder naturligvis for faderen. Men overføringen til barnet er afhængig af andre overføringer til andre mennesker og andet i hendes og hans liv. Det er dér i familien, i de mange former den moderne familie nu kan tage, at overføringen første gang får liv. Men det er netop blot et første sted. Et sted, som godt nok idealiseres i vor kultur, men ikke desto mindre et sted, der har til opgave at sætte barnet fri til at indgå i andre overføringsforhold, der kan bringe det ud af familien. Ud af den infantile familie og ind i det sociale. Til nye relationer, som allerede begynder i vuggestue, børnehave og senere i skolen, hvor barnet skal lære at lære for livet, som det siges, for til sidst at påtage sig en produktiv plads i det samfund og den kultur, der har opretholdt og dannet beskyttende rum for den udvikling, det har undergået. I den forstand er børnene, som en gammel talemåde siger, kun til låns. Overføringsbegrebet, i den forstand jeg benytter det her, er på spil mellem mennesker med større eller mindre grad i livets mange forskellige væsentlige forhold. Overføringen kan tage sig ud på mange måder og behøver ikke at bære kærlighedens tillid, men kan også give sig ud som had og producere mistillid.

Vidensideologien bygger ikke på den mellemmenneskelige tillid, som overføringen kan skabe. Den bygger på en tillid til metoden, til sikkerheden for det evidente, det effektive, det økonomiske. Det er noget ganske andet. I ideologien drejer sig om en viden uden subjekt, en viden der ved af sig selv, og dermed er udvekslingen noget, der foregår uden overføringen får tillagt værdi. Dette træk i tiden, som vidensideologien medfører, bevirker at voksne – forældre, lærere, pædagoger – nu kan efterlyse en diagnose eller en pille til de børn og unge, som ikke arter sig som forventet og ”normalt”. Det kan der være gode grunde til, men ikke som en måde at løse de effekter, som fællesskabet har, og de krav, det stiller til den voksne og til barnet. Tanken om at det, der arter sig på en udartet måde, kunne have noget med det rum at gøre, som de voksne har dannet sammen med barnet eller den unge, er således i stadigt flere situationer ikke nærliggende at tænke for tiden. Når viden overvejende bliver til evident viden, og den viden, som erfaringen kan producere, ikke længere tillægges værdi, sker der noget med forståelsen af de mange fænomener, som er i og på spil mellem generationer og mellem kønnene og i andre typer af betydende skel mennesker imellem. At rummelighedsbegrebet bliver et centralt spørgsmål i en sådan udvikling, kan ikke undre.

Forandringerne i henvendelserne kræver, at de medtænkes i modtagelsen, eksempelvis i en praksis med forebyggende arbejde med børn og unge. Hensynet går ikke på at tilfredsstille disse krav, som ideologien stiller, snarere tværtimod. Det gør det i hvert fald ikke, når arbejdets sigte er at bringe barnet og den unge tættere på sig selv. Det drejer sig da nok så meget om at lytte til, hvad disse ændringer producerer af effekter for den enkelte, i samfundet og i kulturen. Valget af holdning i forhold til ideologien afspejler, hvordan man forsøger at forstå og tænke forholdet mellem kultur, samfund og individ/subjekt, både som institution og ikke mindst som ansat til at udføre en særlig funktion dér.

Forholdet mellem subjekt, kultur og samfund er overordentligt komplekst og kan føre til alverdens forskellige analyser og holdningsdannelser i forsøget på at placere sig et sted i dette. Den herskende vidensideologi er på spil her, fordi den eksplicit og ikke mindst implicit har gjort sig tilgængelig med et bud. Et bud, der er optaget i de strategier, der søger at regulere blandt andet den offentlige sektor. Den offentlige sektor er hermed udsat for en markedsstrategi, hvor evidens og effektivitet foldes ind i en ganske særlig måde at tænke de begreber på, som er indoptaget i ideologien.

Enhver offentlig institutions ydelser er en del af samfundets produktion, og den kommer derfor ikke uden om at skulle forholde sig til det, der er på spil dér i form af idéer, ideologi og strukturer af diskursiv art. Det vedrører tidens krav, dens forventninger og dens måder at forsøge at forstå sig selv og det, der er på spil og virksomt i den. Den virkelighed, som institutionen medskaber ved sin måde at forholde sig i og til tidens tænkemåder, er med til enten at opretholde dem eller skabe noget nyt i et forhold til dem. Der er ingen vej uden om at indgå i et forhold dertil. Forholder man sig ikke, gør man det alligevel. Vi er indgivet i sproget helt og holdent. Vi er til i sproget og de tankestrukturer, idéer og idealer, der produceres i tidens måde at benytte det på. Vi er afhængige af sproget for at være til og tænke, tale, orientere os. Dermed er indgivelsen også en placering i forhold til de diskursive effekter, der træder frem i tidens sprogforarbejdning. Men vi er ikke fuldstændigt hjælpeløst overladt til den. Det er muligt at forholde sig til effekterne og placere sig subjektivt i et forhold dertil.

Spørgsmål drejer sig dermed om, hvordan man placerer sig ind i forhold til det diskursive niveau, som ideologien udspiller sig på. Dette spørgsmål er på spil både i mødet med de mennesker, der henvender sig til institutionen som borgere, der benytter et offentligt tilbud, og i samtalen med kollegaer, samarbejdspartnere, politikere og andre. Det gælder, hvad enten man gør sig det klart eller ej. I en institution, der modtager børn, unge og deres forældre, er det nødvendigt at forholde sig til den kultur og det samfund, som institutionen virker i. Det gælder ikke mindst for så vidt, som institutionen ønsker at kunne høre og give plads til det unikke i en henvendelse. Ethvert menneskes måde at leve sit liv på er unikt, ligesom dets forsøg på at forstå verden og bidrage til den er det. Er ønsket at lytte til det, der er på spil for den enkelte i forhold til de problemer, der får vedkommende eller familien til at henvende sig, da kræver det en særlig lytten.

Institutionen kan vælge at adoptere tidsånden og dens tænkemåder eller – den kan forsøge at tænke selv. Valget er afgørende for, hvad institutionen derved gør sig i stand til at modtage. Det er et etisk spørgsmål. Ønsker man at give plads til det subjektive i henvendelsen, må der lyttes til det. Drejer det sig derimod om at vurdere egnethed til dette eller hint (og egnethedsbegrebet er en effekt af tidens måde at forholde sig til viden på og dermed en effekt af vidensideologien), da går modtagelsen i en stik modsat retning af det subjektive. Da går undersøgelsen på, hvorvidt det menneske, man har for sig, falder inden- eller udenfor egnethedskriterierne. Det er noget ganske andet end at lytte til, hvad det menneske, som henvender sig til en, har at sige. Det sidste kræver en placering, der gør ens lytten hørbar overfor det subjektive, hvilket er det samme som at åbne for en lytten til det ubevidstes effekter. Da lytter man til det, der først kan siges i og med, at der er en, der lytter. Det er i den tale, der muliggøres ved en særlig lytten, at noget kan blive sagt fra en subjektiv position. Det er der ikke forud.

Enhver institution står følgelig med valget om at være mere eller mindre blindt i ideologien eller at forsøge at forholde sig til den på anden måde. Den første position er lige så meget et svar, som den anden. Forskellen træder frem i placeringen i forhold til et indre og et ydre i forhold til ideologien. En institution består altid af mennesker, der udfører institutionens funktioner. Arbejdet er altid nogens. Tiden har ikke tradition for at udpege et ledelsesmæssigt ansvar i forhold til at oprette og vedligeholde rum, hvor medarbejderen kan skabe sig en subjektiv erfaring inden for den institutionelle sammenhæng. Et rum, som i samme bevægelse ville kunne udvikle institutionens måde at tænke sin funktion på. Det er i den enkelte ansattes måde at forholde sig til sit job og funktionerne i det på, at spørgsmålet om det ideologiske diskursive niveau for alvor tager form. Et forsøg på at relatere sig hertil vil først og fremmest kræve en opdagelse af ideologien, dens effekter og krav for dernæst at skabe muligheden for at kunne svare ind i ideologien med en faglighed, der er subjektivt båret.

Ønsker man at medtænke de implikationer, som den herskende vidensideologi implicerer i modtagelsen af henvendelser til en institution, kræver det et analytisk arbejde, der skaber en lydhørhed over for tidens fremmedgørende effekter. Tidens tænkemåder må, om man så kan sige, holdes ud i strakt arm, før de diskursive bevægelser i tidens måde at tænke sig selv og sine spørgsmål på kan høres. Tidens tænkemåder vil altid forekomme umiddelbart selvfølgelig i den måde, de diskursivt indlejres på, dens idékomplekser vil lagre sig i en umiddelbar tankestrøm, med mindre der gøres et arbejde for at lytte til, hvad der er på spil dér. Det kræver en åbenhed at lytte til det, der opstår mellem dette umiddelbart selvfølgelige og dets randområder. Det diskursive er hele tiden i sin vorden ligesom strandkanten, der altid er på vej til at blive til og aftegne sig i den forskel, der dannes mellem elementerne. Diskursens effekter er i spil og under udarbejdelse i en given situation, hvor ideologiens logik og tankesystem aktiveres, hvilket den gør, så snart spørgsmål om viden, effektivitet, økonomi og evidens ventileres. Når mennesker tænker eller taler sammen og på denne måde forholder sig til den del af kulturens sprogligt funderede strukturer, gør de det på deres måder. Dermed er vi implicit ansvarlige for den skæbne, vi giver disse sprogstrukturer i vort daglige virke.

Det er i diskursskiftet mellem tidens tænkemåder og den subjektive forholden sig til dem, at den enkelte giver sig til kende og har mulighed for at kommer tættere på sig selv. Enhver tid tumler med sine spørgsmål og gør det på sin måde. De subjekter, der er i tiden, er til i tidens dilemmaer, dens spørgsmål og dens forsøg på at forstå sig selv i sine egne svar. Men de er også til i det, som tiden med sine forsøg må lade ude af betragtning. Det ikke effektive, det ikke økonomisk rentable, det der ikke lader sig diagnosticere, det der smutter i bevægelsen med at fastholde noget evident og sikkert. Det subjektive er netop uden for masseideologien. Det unikke har altid fundet sine egne veje i subjektivitetsdannelsen, og det gælder for enhver, at vejen til det sociale og dermed kulturen går via en subjektiv indgang. Det vil altid være den første vej. En vej, der i en og samme bevægelse mødes af kulturens diskursformer.

Diagnose kommer fra det græske diágnosis, diá betyder gennem og gnosis erkendelse, skelnen, afgørelse. I vor tid er det officielt autoriserede diagnosesystem ikke blot behandlersystemets system. Det er blevet hvermandseje, og psykiatere med flere fortæller om, hvordan mennesker med den største selvfølgelighed kan henvende sig med en selvdiagnosticering, som de har foretaget via eksempelvis en netside. Viden er tilgængelig, men presset kommer ikke kun fra det muliges kunst, som adgangen til den ”frie” viden giver. Frihed er i citationstegn, idet enhver frihed også står i forhold til noget andet, der netop ikke gør den ubetinget fri, her er den bundet op i ideologiens logik. Noget tyder på, at der ikke længere vies meget plads til kunne tænke menneskers situation uden for et i forvejen fastsat tankesystem.

Det giver pres på tidens mange eksperter. Eksperter, der alle har mulighed for at stille sig til rådighed på forskellige måder i denne vidensideologi og dens økonomi. Måder der enten kan fremme eller hindre muligheden for et subjektivt arbejde for den der henvender sig. Et ønske om en diagnose i forsøget på at forstå det, familiestrukturen gentager, det som den ene generation videregiver af arbejde til den næste, er et legitimt forsøg. Men det er ikke ligegyldigt for et muligt subjektiveringsarbejde, hvordan et sådant ønske mødes af eksperten. Eksempelvis har børnepsykiateren i et tilfælde muliggjort et subjektivt arbejde for et barn og dets øvrige familiemedlemmer ved netop ikke at bekræfte familiens ønske om at få konfirmeret en pseudodiagnosticering af et familiemedlem. Et projekt, der havde til formål at bekræfte familiens symptomkompleks via patologiens vej. Via den manglende bekræftelse af pseudodiagnosen fra autoriteterne på dette felt blev der skabt en åbning for et arbejde. Det blev indgangen til en udredning af den polarisering, som det ubevidste materiale, der var på spil i familien, havde givet anledning til.

Diagnoser er ikke længere blot en faglig forståelsesmåde, men er også blevet tidens måde at forsøge at forstå det, der ikke umiddelbart synes at høre normaliteten til. Diagnoserne er blevet en tilforladelig måde at forklare uforklarlige træk ved det menneskelige på. Diagnoser er anvendelige og bruges i det professionelle system til at navigere i behandlingsarbejdet, det er deres oprindelige formål. Derudover kan de bruges, når der i andet regi skal tages hensyn til særlige forhold for et barn. Men nogle af de nye former, diagnoser bruges på, involverer ”brugerne” på hidtil nye pladser. Ønsket om en nøje identifikation med en diagnose er blevet en gangbar vej ikke blot for den diagnosticerede eller dennes familie, men også for det behandlersystem, som tilbyder den enkelte en diagnose. Man underviser sågar mange patientgrupper i, hvordan deres sygdom arter sig, og opretter patientskoler til dette formål. Jeg tvivler ikke på, at det kan have udmærkede virkninger visse steder. Men bivirkningerne i denne tankegang må medtænkes.

”Jeg er DAMP-barn, det er derfor, jeg får anfald”. Det er en måde at overgive sig til en forklaring på. En måde som lukker for en subjektiv indgang til en forståelse af, hvad der (også) kan være på spil. Med denne indgangssætning modtog jeg en dreng. Disse ”anfald” viste sig at være knyttet til en vrede rettet mod den mor, som i et væk reducerede sin søns subjektive forsøg til patologi. Hun hentede, som sønnen også selv gjorde, sin holdning til ham fra det behandlersystem, som havde diagnosticeret ham med DAMP-diagnosen. En diagnose, der kom til at forklare det, der var på spil mellem dem, via en afsubjektiverende betydningsmættet etikette. Hun var, som den velvidende mor til et DAMP-barn hun havde gjort sig til, imidlertid ikke vidende om, hvad det var, der ubevidst udspillede sig mellem hende og sønnen, og hvordan diagnosen indgik deri, og hvilke omkostninger det havde. Det krævede et psykisk arbejde for dem begge, at få adgang til den ubevidste viden, der var i spil dér.