Der er en stor sundhedspolitisk interesse for overvægtsproblematikker og dog er det en privat sag, hvad man spiser og hvor meget. Nogle overvægtige ønsker at inddrage andre i deres overvægtsproblem og de har brug for hjælp. Men hvordan hjælper man den overvægtige til at tage sin problematik på sig med den rette vægt? Hvordan kan man placere sig i den almene praksis, uden at blive en del af problematikken? Jeg svarer ikke eksplicit på disse spørgsmål. Det vil kræve noget andet og mere end en kort artikel. Artiklens formål er derimod at pege på de psykodynamiske aspekter der spiller ind i overvægtsproblematikken som forhåbentlig kan inspirerer.

Mange mennesker, med store overvægtsproblemer, siger, at de godt kan tabe sig. Men det nytter ikke så meget, for de har opdaget, at de tager det hele på igen. De kender melodien alt for godt. De kender håbet om, at når de har tabt sig, så vil verden se anderledes ud. De kender skuffelsen over at håbet, som de længes efter at få opfyldt, alligevel ikke stemmer med virkeligheden. De ved at hver gang de forsøger et vægttab er der efterfølgende en stor risiko for at vægten stiger igen og selvværdet får en tand mere den forkerte vej.
For andre der ikke er fanget ind af maden på denne måde, kan det virke mærkeligt at de overvægtige ikke bare kan lade være. Hvorfor kan de ikke bare finde en kur og gå i gang med at tabe sig og så holde vægten, når det nu er det de mest af alt ønsker sig?

Men noget tyder på at den logik, som styrer den overvægtige, er en anden. Hvis det var så nemt, så blev det sikker gjort. For det kan ikke være behageligt, at være i en sundhedsgruppe, som fra sundhedsmyndighedernes side bliver udnævnt som et af de største sundhedsproblemer vi har. Det kan ikke være behageligt at blive set ned på, som en der ikke kan tage sig samme. Udover den vægt der er at bære rundt på, er den overvægtige også bærer af mange fordomme.

Mange overvægtige kan godt tage sig samme for en tid. De kan have flotte vægttab bag sig. De ved ofte meget om, hvad man burde spise og hvad motion gør af godt. Ikke sjældent er de specialister i slankekure. Men hvad hjælper det? For når kuren er overstået, så sker der meget ofte det, at overvægten vender tilbage. Eller mere præcist, at det mønster omkring maden, som kuren for en tid kunne styre, overtager styringen igen. Og vups der røg de kilo på igen. De kilo som møjsommeligt blev tabt, trin for trin, kilo for kilo, med et håb om, at noget kunne blive anderledes. Når jeg har tab mig, så………….

Hvorfor begynder den overvægtige at spise igen efter vægttabet? Det kan være skræmmende pludselig at stå med den vægt, man så brændende har ønsket sig. Det kan føles sårbart ikke at være beskyttet af det velkendte fedtlag. Andre ser pludselig anderledes på en og hvad stiller man op med det? Og hvad forventer jeg af mig selv, nu jeg har nået målet? Når angsten og usikkerheden bliver for stor, finder den overvægtige hjem i et velkendt mønster.

I det menneskelige er der ikke én løsning til ethvert problem. Vi kan ikke trække en logik ned over en problematik, som har sin egen indre logik. Regnskabet mellem indtag, kalorier og vægt – er ikke så vanskeligt at regne ud. Det er logisk. I det moderne vidensamfund lærer vi at tro på, at viden gør os i stand til at gøre det rigtige, hvis vi vil. Ind imellem fungerer det jo også sådan, men ikke altid. Det er langt fra kun de overvægtige, der kender den problematik. Det er såre menneskeligt. Vi kan ikke regne os gennem livet. Vi kan ikke regne det ud, det skal leves. Vi skal have mad for at kunne leve, men maden kan tage overhånd og sætte sig i vejen for livet.

Det handler om andet end mad. Ofte er overvægt et symptom på, at der er noget, der er for meget eller for lidt af. Livet er ikke lige at gå til og det svære kan ikke, lige som 2 kan gå op i 4, gå op i mad. Den overvægtige bliver ikke ét med de ønsker, der er knyttet til vægttabet, ved at spise sig slank. Det handler ikke kun om mad og vægt. Det handler om selvværd, om tillid til sig selv og andre, om tanker og følelser der ikke kan spises væk. Det handler om uro, kedsomhed og ofte om en larmende følelse af ensomhed. Der er ofte, for den overvægtige, et selvbillede og et selvværd, der altid måler sig lavere end de andres. Og der er ofte både angst og depressive symptomer, som spisningen forsøger at dulme.

At være overvægtig, uden at kunne finde en løsning ud af det, er, at have en overvægt af noget, der ikke kan hverken spises eller tabes væk. Det er noget andet, der skal til. Det kan være nødvendigt med en psykoterapi eller en psykoanalyse. For sagen viser sig at være den, at man ændrer ikke gamle mønstre, der har givet en trøst og skabt problemer, blot ved at vide, at der kan være en anden sammenhæng. Heller ikke selv om man aner, hvad den handler om for en selv. Men det er den overvægtige selv, der skal tage et ønske på sig. Et ønske om at undersøge, hvad forholdet til maden er et udtryk for. Det kan ofte være nødvendigt med et psykisk arbejde, der giver plads til, at der kan ske en indre psykisk bevægelse, som veksler madens funktion, for den overvægtige, til noget andet. Noget der kan omsættes i liv, der kan leves i en udveksling med andre.

Se også artikler på hjemmesiden om spisning, overvægt og hvad der er i spil her

Se vidiosamtale med Jane om det at tabe sig her