Tiden er blevet global og har importeret et nyt fag “human resources” – HR. En tid med krav om effektivitet, omstillingsparathed og kompetenceudvikling. En tid hvor fremtiden er lige i hælene. Men hvor skal vi hen? Skal vi nord eller syd for alperne, “over there” eller til tidens førende økonomiske lokomotiv – Kina? Eller skal vi bare på sådan rigtig sportslig vis, være bedre end de andre? Er det bedst at være bedst?

Hvis vi nu for en stund siger, at det er det. Hvordan skal vi da komme i mål? Skal citronen presses til sidste saftdråbe er kommet med ud? Skal alt kunne måles og vejes, så vi har tjek på og kan overvåge det, der er vigtigt for at være bedst? Skal vi kunne indpasse os i de rigtige strategier og det rette værktøj, for at komme frem? Skal vi kompetenceudvikle kaffepausen, eller skal den netop i effektivitetens ånd holdes som en rigtig “pause”, så man er klar, når koffeinen er på rette plads?

Det moderne arbejdsmarked har brug for alle kræfter og er bygget op til at udnytte og optimere resourcerne. Det er en hårfin balance, at få mest mulig ud af medarbejderne og samtidig holde på dem som glade velfungerende medarbejdere. For virksomhederne har brug for, at medarbejderen er med på idéen om optimering og synes, at arbejdet er passende udfordrende. Der er stor forskel på, hvordan virksomheder, private som offentlige, klarer sig i dette projekt.

Tipper den hårfine balance, er ét scenarie, at medarbejderen bliver stresset. Det er et problem for virksomheden, fordi ressourcerne da ikke udnyttes optimalt, og det kan stille krav til justeringer i organisationen. Menneskeligt kan det være svært at se en medarbejder og kollega i vanskeligheder, og for den ramte kan situationen være alvorlig.

Selv gode forhold, med menneskelighed medtænkt, slår ikke altid til. På trods af at medarbejderen har medarbejdersamtale med chefen mindst en gange årligt, hvor arbejdsvilkår drøftes, at der i dagligdagen er en omgangstone med chefen, der giver mulighed for at komme frem med de problemer der er, at der er kursusbudgetter, personalepleje, tillidsrepræsentanter, overenskomster, MED-udvalg og HR-afdelinger, så sikrer det ikke mod at en medarbejder rammes af stress.

Selv effektivitetsfremmende organisationer, må leve med, at der er noget ved det menneskelige, og det der fungerer mellem os, som vil undslippe alle bestræbelser på styring. Ingen tankemåder, lige meget hvor effektive de er, ingen idéer og ingen idealer, kan indfange alt. Jo længere væk en tankemåde er fra den måde det menneskelige rent faktisk fungere på, jo mere pres lægger den på de involverede i alle dele af organisationen.

Det kan være en meget udmærket motor at have travlt. Men stress er en anden situation.

Stress er, når belastningerne over tid bliver så omfattende, at det ikke længere lader sig gøre at håndtere dem. Overskuddet er sluppet op og erstattet af underskud. Underskud af tid, overblik, sammenhænge, muligheder, rytme, koncentration, kapacitet og engagement. Underskud af arbejdsglæde. Kompetencer og evner der almindeligvis er anvendelige for personen, kan under stress sættes ud af kraft. En langvarigt belastende situation, er pludselig endt i en sygemelding. Det er et velkendt scenarie i dagens Danmark.

Når man lytter til mennesker, der er ramt af stress, er det slående at høre, hvor diffus arbejdssituationen opleves, og hvor lidt den underskudsramte kender sine egne ønsker.

Det er svært at genfinde sig selv i det, der er blevet alt for meget. Sygemeldingen giver tid til en ofte tiltrængt tænkepause. Hvad skete der? Hvordan kan det være jeg befinder mig i denne situation? Det er ofte et voldsomt slag mod selvbilledet at komme i en situation, hvor man må give op og sygemelde sig.

Man kan ikke genfinde sig selv og føler sig hjemløs i sit eget liv. Følelsen af ikke at have slået til, ofte gennem længere tid, vækker let en skyldsfølelse til live, og kan lamme muligheden for at tænke. Men der er ganske rigtigt en gæld. For man skylder ikke mindst sig selv, at et afgørende spørgsmål stilles og finder svar. Hvad vil jeg?

Tiden er til optimering, den vil fremad. Arbejdsmarkedet deltager i stor udstrækning i det projekt, men for den enkelte kan den omsiggribende globalisering og dens “fremad”, ikke være et svar på det spørgsmål. Det er et vilkår, men i vilkår må vi finde vore egne måder at navigere. Ellers navigerer denne tidens tænkning med os og det kan føre til stress.

Har man ikke sig selv med i det man gør, placerer man sig i en udsat position. Man risikerer at miste sig selv, at komme i en situation som “hjemløs”.

For nutidens menneske er det mere end nogensinde før op til den enkelte at skabe sit liv og sine måder, at være virksom på. Vor tids tænkning kræver meget af den enkelte, ikke mindst fordi den i sit ideal vil ind under huden på os og have alle de potentielle ressourcer i os frem.

Det er en forførende tænkning. For hvem vil ikke gerne udvikle sig og være til i livet? Men hvor går grænsen? Den kan ikke findes en gang for alle, den skal hele tiden genskabes. At være menneske blandt andre mennesker, medfører et vedvarende subjektivt arbejde.

Det er den enkeltes opgave at tage stilling til, i hvilken retning man vil gå, hvordan man vil investere det, man kan byde på, og hvad man håber at få igen. Det gælder såvel i privatlivet som i arbejdslivet.

Medarbejderen er ikke blot nogens medarbejder og andres kollega, men sine næres nære og hovedpersonen i sit eget liv. Ansvaret for “medarbejderen” kan deles med arbejdsgiveren og resten af organisationen, men ansvaret for en selv, er det alt for vigtig at overlade til andre. Det egner ingen arbejdsgiver og ingen organisation sig til.

Det er ens eget arbejde at finde ud af hjemløsheden og ind i sit eget liv. Finde ud af, hvad man i virkeligheden ønsker med det. Finde ud af hvordan ens muligheder og ønsker lader sig realisere, og hvordan de gør det bedst inden for ens integritets grænser.

Det kan kræve besværlige og vanskelige omveje. Der kan gå tid før man finder ud af, at man er havnet i et vildspor. For den enkelte vil det let vise sig at være et vildspor at styre efter en udefineret idé om at være bedst. Skal vejen bære, må man finde sin egen vej frem. Frem til hvilken måde hvorpå man vælger at leve og skabe sit liv. Hvordan man vægter forholdet mellem, hvad man ønsker, og hvad man kan, tør, bør, skal og vil. Det er måden, det valg bliver taget på, der aftegner hvad man skaber af muligheder i livet.

Tiden ved godt, hvad den vil med os. Hver enkelt af os må tage stilling til, hvad vi vil med tiden og på hvilken måde, den enkelte vil bruges og bruge sig selv. Tiden har hårdt brug for mennesker, der tør tænke selv. Virkeligheden er der ikke bare. Vi er alle med til at danne den med vore egne bidrag.

Nu er sommerferien slut for de fleste. Glem ikke hvad du tænkte, da du var fri til det.