Psykoterapi
Odense

Lærer vi det der med at leve sammen?

Af Jane Bykær Psykoterapeut MPF, psykoanalytiker, ergoterapeut og cand. mag i idéhistore.
Kronik Jyske Vestkysten den 5. juni 2001
 
 

“Lærer vi det der med at leve sammen?”
Af Jane Bykær kronik bragt i Jyske Vestkysten den 5. juni 2001

”Lærer vi det her med at leve sammen i medgang og modgang”? Det spørgsmål fik jeg af en journalist i en samtale om parforhold og parterapi. Gode spørgsmål er værd at samle på og dette er bestemt et af dem.

Spørgsmålet er aktuelt, det erfarer jeg dagligt blandt andet gennem henvendelser fra par, der søger parterapi. De fleste henvendelser om parterapi er indirekte et håb om at kunne bekræfte ovennævnte spørgsmål. De sidste årtier er parterapi blevet tiltagende populært. Men hvad er det der gør samlivet svært?

Engang var opgaven at leve med hinanden i medgang og modgang ”til døden Jer skiller”. Dengang var det en pligt at blive sammen. Spørgsmålet om lykke og trivsel var underkastet og dermed underordnet denne pligt. Sådan er det ikke længere. Nu er det spørgsmålet om trivsel og lykke, der har vægt, når regnskabet skal gøre op. Og det skal det løbende nu om dage – der skal mærkes efter og handles.

Hvad er der sket mellem dengang og nu? Pligten til at blive sammen, som et kulturelt krav, er sat ud af kraft. En anden kulturel værdig har vundet indpas – nemlig frihed.

Vi lever i en tid, der historisk set er usædvanlig. Aldrig har der været så stor en frihed og så god en økonomi til at benytte den. Det giver den enkelte mulighed for at være med-skaber af eget liv. Det bør vi glæde os over, men vi skulle gerne kunne bruge friheden til mere end det. For med den personlige frihed, har vi også fået frihed til at tænke selv. Til at tænke og dermed forholde os til de følger som friheden har. Den er nemlig ikke gratis.

Friheden har omkostninger, præcis som pligten til at blive sammen havde sine. Friheden har en omkostningsfyldt bivirkning. Vi har nemlig ikke blot fået friheden til at skabe vort eget liv. Vi har også fået pligten til at gøre det.

Vi bærer selv ansvaret for at vort liv fungerer, både for os selv, vore børn, med vor partner og i forhold til venner, arbejde m.m. Indimellem et ansvar der kan være meget tungt at bære.

I takt med denne nye pligt, er forventningerne til livet steget. Forventninger til hvilket afkast livet skal give. Hvordan det skal føles for at være rigtigt. Hvad børnene skal tilbydes og hvordan karrieren skal tegne sig m.m. Vi kan klare os selv. Vi er ikke afhængige af at skulle investere i parforholdet. Netop det skaber store forventninger til forholdet. For det skal, som en kvinde sagde, ”være godt ellers har jeg det bedre selv”. Den situation kræver meget af parforholdet. Den opbygger forventninger som for nogen er vanskelige at leve op til.

Der er endnu et par perspektiver som spørgsmålet bringer frem og de er begge omfattende. Begge har de til alle tider været i spil mellem mennesker, men altid farvet af samtiden. Det ene er kønsforskellen og det andet er vores indre subjektive opbygning.

Kønsforskellen spiller en betydelig rolle. Det er den forskel, som skaber tiltrækningen og samtidig også den forskel, der kan skabe betydelige udfordringer. For mænd og kvinder ser ikke ens på tingene og det har mange forskellige effekter i dagliglivet. Samtidig er vi mennesker til via det ubevidste. Det vil sige, der er sider af os selv, som vi ikke umiddelbart har adgang til. Vi kan ikke se 360 grader rundt. Vi har indbygget blinde steder i vor adgang til os selv og hinanden. Denne blindhed kan være med til at producere en del af vore egne problemer. Om vi lærer at leve med hinanden i medgang og modgang afhænger af, hvordan vi lærer at leve med og balancere de forskelle og de udfordringer, som er et indbygget vilkår i parforhold og i tiden.

Mit svar er, ja, vi har muligheden for at lære at leve med hinanden i medgang og modgang. Vi har muligheden for at gøre det virkeligheden kræver af os til genstand for vort arbejde. Og vi har mulighed for at tage stilling til og arbejde med vore egne bidrag.

Tiden skaber problemer for os, men den åbner og støtter også den enkeltes mulige psykiske arbejde. Vi kan i vor tid tale med venner om, hvordan det egentlig går. Vi kan møde eksempler på kærlighedslivets krinkelkroge udspille sig i film, tv, litteratur og anden kunst. Og vi kan søge professionel assistance når det bliver fór svært for to at arbejde sig gennem modgangen.

Muligheden for at lære at leve sammen i medgang og modgang er der i mange tilfælde – men der skal to til, som ønsker at investere i hinanden – også i modgang. Det er en del af frihedens pris.