Psykoterapi
Odense

Børn med ondt i psyken

Kronik i Fyns Stiftstidende, d. 27. februar 2009, af Jane Bykær.

Børn med ondt i psyken

Manglende rettidig psykiatrisk behandling kan have alvorlige konsekvenser. Også for børn og unge. 

På Christiansborg har politikerne fået øje for børn og unges problemer og de flaskehalsproblemer, et stigende antal henvisninger skaber i det offentlige sundhedssystem.

Politikerne er meget opmærksomme på, hvad manglende rettidig psykiatrisk behandling kan betyde for et barn og dets familie. Man er generelt blevet mere opmærksomme på børn og unges lidelser. Den øgede opmærksomhed betyder ventelister med betydelig ventetider. Men spørgsmålet er om problemet med det stigende antal børn, som har ondt i psyken, er mere end blot et spørgsmål om kapacitet?

Effektivitet er i højsæde for tiden. Det gælder også inden for behandlingen af børn og unge. Men effektiv i forhold til hvad?

Tilbage i 80’erne var man i børnepsykiatrien ikke meget for at diagnosticere børn. Det var en tid, hvor man havde et mere foreløbigt syn på barnet. Man ville ikke stigmatisere det i barndommen. Det skulle ikke mærkes med en diagnose i utide. Bekymringen var, at barnet skulle blive sin diagnose. Blive mere patient end barn af sine forældre, børnehave eller skole m.m. Barnet skulle derfor have tid til at vokse til, og man så mange af barnets problemer som en del af en kompliceret udvikling i en psykosocial virkelighed.

I dag diagnosticerer man så tidligt som muligt, og det sker ud fra en tænkning om, at når vi ved, hvad der er galt, kan vi sætte ind for at gøre noget ved problemet. Der er ingen grund til, at barnet skal spilde (udviklings)tid på at gå med symptomer, der kan gøres noget ved.

Begge antagelser er grundlæggende fornuftige.

På den ene side er barnet fra fødslen i gang med at lære verden at kende. Lære sproget, få adgang til kroppen og lære betydningen af forholdet mellem sig selv og andre at kende. En indgriben i form af en diagnose kan invitere til en uhensigtsmæssig identificering, der kan lukke for udviklingsmuligheder.

På den anden side kan barnet uden den rette behandling i tide, befinde sig i en negativ symptomspiral, der også kan hæmme dets udviklingsmuligheder og føre til psykisk lidelse.

Før var man bange for at fremmedgøre barnet. I vor tid er vi bange for ikke at gøre det rigtige i tide. Sådan skifter bekymringsfelterne fra tid til anden.

Men det, at vi er i en tid, hvor man er bange for ikke at gøre det rigtige i tide, ændrer ikke ved, at ting tager tid. Og det ændre ikke ved at børn og unge kan være kommet galt i byen i første omgang.

Der er et ikke ubetydeligt antal børn, der henvises til undersøgelse i hospitalspsykiatrien, og som efter endt undersøgelse viser sig ikke at fejle noget psykiatrisk. Sådan må det være, for der vil altid være grænsetilfælde, hvor den praktiserende læge er i tvivl og ønsker en specialistvurdering.

Men for nogle forældre kan det opleves som en afvisning, at deres barn ikke kan få en diagnose, og de står tilbage med en følelse af afmagt. For hvad så? Hvad er der så galt med mit barn? Den manglende diagnose fjerner jo ikke bekymringen og problemerne. De er der stadig.

Jeg tror, det er afgørende, at barnet i den situation gives tilbage til forældrene. Barnet var for en tid en potentiel patient. Det kan der være blevet knyttet forskellige følelser til, heriblandt håb. Men efter endt undersøgelse er situationen en anden. Og ikke sjældent vil den praktiserende læge ikke have mere at byde på. Det betyder, at forældrene står tilbage med ansvaret og med deres bekymring.

Netop den situation må anerkendes, så de får mulighed for at gå andre veje. Det kunne eksempelvis være at henvende sig til et kommunalt familiehus eller en anden institution afhængig af problematikken. Men en anden mulighed, kan være at søge privat psykoterapeutisk bistand.

I en psykoanalytisk konsultation tages der højde for begge ovennævnte antagelser på én og samme tid. Her er arbejdet for psykoterapeuten at lytte til, hvad barnets vanskeligheder er udtryk for. Hvad barnet forsøger at sige via det, der er svært.

Når barnet har ondt i psyken, kan det handle om, at det, der er at sige, ikke kan blive sagt. Da kan barnet have brug for én at tale med, som har en faglighed, der gør vedkommende i stand til at lytte til barnets vanskeligheder. Én, der kan hjælpe barnet til at vikle sig ud af det svære og finde nye udviklingsveje. Én, der kan hjælpe barnet til selv at være med i ændringerne på et indre psykisk plan.

Ethvert barn placeres i verden, i sproget, i sin krop, i sin familie og i familiehistorien. Barnets opgave er at kunne komme til at tale for sig selv.

Det skal tilegne sig livets muligheder, acceptere begrænsninger og finde ud af at bruge sine evner til at skabe sig et liv. Finde sig en plads, hvor det kan føle sig hjemme. Det er en lang og omfattende forskningsproces i det at være menneske sammen med andre mennesker.

En psykoanalytisk orienteret psykoterapi er en behandlingsform, hvor barnet får hjælp til at komme tættere på sig selv, tage et subjektivt ansvar og finde ud af at leve i en kompliceret ikke ideel verden.

I den udforskning kan barnet støde på problemer og livet kan vise sig fra sin svære side.

Dødsfald, forældres skilsmisse eller tilsyneladende mindre hændelser som en særlig ven, der er flyttet fra børnehaven eller skolen eller en ny bror/søster. Man kan ikke vide på forhånd, hvilke hændelser der giver vanskeligheder. Selv hændelser der er sket i familien før barnet selv blev født, hændelser der har efterladt uløste og smertefyldte psykiske “myoser”, kan barnet med sine fint udviklede fornemmelser opfange og gøre til sine.

Barnet mærker det i måden de voksne taler på, det de siger, det de undgår og det, der forbliver usagt. Træk, ved den traumatiske hændelse kan gentage sig den ene generation efter den anden. Lige ind til det lykkes for et medlem af familien, der er blevet bærer af det, at finde en vej ud. Løsne “myosens” tråde og bruge dem til noget, til at finde sin egen plads i historien.

Når barnet ikke har det godt, får symptomer, angst, ændrer sig i adfærden eller bliver hæmmet, kan det se ud som om, det er gået galt. Men der er ikke nødvendigvis noget galt med barnet.

Det er derimod endt i vildrede i dets udforskning af verden. Men der er en vigtig pointe. Barnet er aldrig alene. Når man arbejder terapeutisk med børn, arbejder man også med og sammen med forældrene. For at barnet kan flytte sig, er det afgørende, at de, der er rundt om barnet, kan acceptere og understøtte en udvikling. Ofte er det netop i netværket, de første ændringer må muliggøres for barnet.

Enhver institution er altid sat i verden med et særligt formål. Det indebærer, at der er grænser for, hvad den egner sig til, og hvad den skal tage sig af.

Samfundet har ikke nødvendigvis ressourcer til at følge alle børn og unge, der har det svært, til dørs.